Weekendens underholdning var henlagt til det svenske landskab, nærmere bestemt området øst for Varberg, hvor Varbergs MTB bød velkommen til Bockstensturen (BST). Underholdningen bestod i 100 km svenske mark-, grus- og skovveje samt single tracks. BST var samtidig sidste afdeling af den svenske Långloppscup.

Vi var 13 ryttere afsted fra ÅMK og havde 2 gæster med fra Cycling Nord. Vi tog færgen fra Grenå fredag eftermiddag og overnattede på en campingplads lidt uden for Varberg. Her fik vi ladet godt op med medbragt pasta med kødsovs, “rom og cola” (ja, nogen fik faktisk rigtig rom og cola) og hjemmebagt kage i massevis.

Snakken gik om dækvalg, hvor meget forplejning man skulle medbringe på turen osv. De erfarne Bockstenere fra klubben var overbevist om at ruten, på trods af den megen regn i ugen op til løbet, ikke ville bliver specielt mudret. Det var jo trods alt langt hen af vejen et grusvejsræs. Så anbefalingen til dækvalg var knopper foran og eks. RR bagpå. Det skulle dog senere vise sig, at føret var alt andet end tørt.

Jeg havde taget et lille udvalg af dæk med. RR 2.25, NN 2.1 og Z-max 2.1. Jeg har for nyligt købt et sæt RR 2.25 fordi jeg godt kunne tænke mig at prøve nogle lidt bredere dæk. Så mine kombinationer kunne være for/bag: NN/RR, NN/Z-max eller RR/Z-max. Valget faldt på NN/RR, og dermed et smallere fordæk end bagdæk. Normalt ville man nok have det smalleste dæk på bagpå, men med mit udvalg var dette eneste mulighed. Jeg skulle senere blive ganske glad for mit NN fordæk.

Det blæste ganske kraftigt fredag aften, og tankerne om at skulle ud i 20 km modvind på de sidste åbne stykker tilbage mod Varberg var ikke rare. Heldigvis havde vinden lagt sig en del lørdag morgen, så da kl 9:45 vi rullede mod Varberg festningen og startboksene var humøret højt. Men det skal ikke være en hemmelighed at jeg var spændt.

Jeg skulle starte i 4. startfelt sammen med 2xJan og Anders fra klubben samt Erik fra Cycling Nord. De første 4 felter, hvor licensrytterne står, bliver sendt afsted lige i halen af hinanden. Den første del af ruten går ud gennem Varberg by på asfalt og brosten, anført af en masterbil. Foran mig lå 2-300 ryttere og farten blev hurtigt høj.

Da vi nåede ud af byen på en bred asfaltvej blev løbet vist givet frit. I hvertfald blev farten skruet op omkring de 45-50 km/t, og der skulle virkelig trædes til for at hænge på. Men det er først efter ca. 8 km, at helvede virkeligt bryder løs…

Under snakken fredag aften var vi Bockstens-debutanter blevet advaret om den første markvej vi ville ramme. Man skulle holde sig i højre hjulspor, for i venstre side ville man et stykke ude ad vejen møde et betondæksel hævet 5 cm over sporet, som tit har forårsaget styrt. Så med det i baghovedet banker jeg ind på markvejen med 40 km/t.

Det er nu nærmere to vandløb end to hjulspor vi kommer til at køre ad. For hver 2-3 meter kører vi gennem dybe vandpytter, og smatten sprøjter op i ansigterne på os. Og for at fuldende billedet har smatten en karakteristisk lugt af ajle (klik her for at se hvad ajle er). Øjnene bliver fuldt af smat og det er næsten umuligt at se frem for sig. Efter 100 meter på markvejen er man totalt gennemblødt, og infernoet fortsætter i ca. 2 km for vi kommer ud på tør asfaltvej igen.

Feltet foran er nu brækket over i 2-3 dele og jeg forsøger at nå op til den næste gruppe. Men jeg kan ikke køre op og kommer istedet til at ligge sammen med en mindre gruppe lidt længere nede. Efter ca. 15 km når vi den første skov, og terrænnet begynder at stige.

Inden længe rammer vi det første single track og her går det for alvor løs. Stierne er et pløre. Gang på gang kører man gennem dybe pøle af mudder og vand, og de små partikler trænger ind i mine sko og hober sig op under mine trædeflader. Heldigvis er det totalt vandmættet og sætter sig ikke fast i kæde og gear. Og ret imponerende får jeg kun ganske få problemer med gearskiftet.

Omkring 20 km mærket kommer jeg op til Kristine Nørgaard (HMTBK), som ligger sammen med Åsa Erlandson. Kristine er en del af HMTBK Elite og er specialist i de lange løb. Hun har i år bl.a vundet Trans Alp! Det ser ud til at jeg er kommet op til de to piger lige da Kristine har tænkt sig at sætte et angreb ind. Så jeg beslutter mig for at se om jeg kan hænge på.

Det går rimeligt fint med at hænge på den gruppe, der har dannet sig omkring Kristine. Jeg er vist ikke den eneste der kender til hendes bedrifter. Men jeg føler mig også godt kørene på stigningerne, mens det som sædvanlig halter for mig på de flade stykker.

Kristine er et stort smil og hun vinker til tilskuerne og kaster V-tegn til fotograferne. Hun er vist blevet lidt af en star herovre i Sverige, men hun fører selvfølgelig også pt. den svenske Långloppscup (med dagens senere sejr tog hun også den samlede sejr i cuppen).

Jo, det er mig bag muddermasken. Foto: Daniel Albertsson

Kristine har rutens højdeprofil tapet på styret, så hun hele tiden ved hvad der venter længere fremme. Da vi når foden af en opkørsel råber hun til mig “der kommer en lang opkørsel, 80 højdemeter”. Jeg har lige fået godt fart i cyklen, men farten daler kraftigt da vi rammer den stejle stigning. Super fedt lige at få at vide at bakken er lang, så man kan disponere kræfterne.

Jeg kommer først til toppen og nu går det nedad igen. Da jeg bremser før et sving kommer der pludselig en “klonk-klonk, klonk-klonk” lyd fra baghjulet. Det lyder som en gren i hjulet. Så jeg stopper selvfølgelig for at undersøge sagen. Men det viser sig at være fjederen fra min bagerste bremseklods der laver lyden. Bremsebelægningen er nu, efter 50 km, helt slidt væk, og fjederen kører mod bremseskiven.

Kristine med følge er strøget forbi, og i min iver for at følge dem stikker jeg afsted igen, uden at gøre mere ved bagbremsen. Og efter kort tid holder lyden fra baghjulet op, og bremsekraften i  den bagerste kaliber er nu ikke eksisterende.

Vi kommer nu ud på en flad strækning, og det lykkes mig aldrig at lukke hullet op til Kristine igen. Og da jeg ikke finder sammen med en anden gruppe, kommer jeg til at køre det meste af den sidste halvdel af løbet alene.

Jeg ville for alt i verden undgå at komme i samme situation som til DM i XCM i Silkeborg, hvor jeg ramte muren på sidste omgang. I Silkeborg havde jeg haft to 750 ml dunke med energidrik og 3 geler med fra start, men det havde ikke være nok. Så denne gang havde jeg forsynet mig med 4 geler og yderligere 2 energibarer foruden de to 750 ml dunke med energidrik. Hvis det ikke skulle vise sig at være nok kunne jeg altid få tanket op i depoterne undervejs.

Ved XCM DM havde jeg set hvor besværligt det var at få vredet gelerne tomme i farten, så denne gang ville jeg afprøve en anden måde. I en tilfældig sportsbutik havde jeg købt 2 af de små 120 ml flasker, som løberne har med i deres bælter. Hver af disse kan indeholde to 60 ml geler, og er meget lettere at håndtere end de bløde gelposer.

Mit nye hemmelige våben

Jeg har mellem 30 og 50 km mærket tømt den ene af de to flasker med gel. Det var super let at indtage gelen fra flasken, så det kan bestemt anbefales at bruge dem, ihvertfald ved de lange løb. Men med omkring 30 km til mål kan jeg så småt begynde at mærke energien slippe op, og jeg indhalerer den anden flaske med gel.

Der er mange mennesker langs ruten, og flere steder kommer vi gennem en gårdsplads eller forbi en have. Her har hele familier sat sig til rette i havestolene og hepper og klapper når man kører forbi. Det er herligt med den gode stemning langs ruten, og det giver lige lidt ekstra energi med den gode opbakning.

Ved det næst sidste depot efter 80 km hænger energidrikken i min sidste flaske mig ud ad halsen, og jeg stopper for at få fyldt noget rent vand på dunken. En mand står klar med en vandslange, så det er få sekunder jeg bruger på påfyldningen.

Ruten er nu kommet ud på åbne marker, og jeg mærker vinden fra sydvest i ansigtet. Jeg kan næsten ikke tro det da ruten svinger ind over en stubmark, hvor der slet ikke er nogen egentlig sti. Det tunge muld gør hvad det kan for at dræne det sidste kræfter ud af mig.

To ryttere kommer op bagfra, og jeg lægger mig på deres hjul. Men da jeg slapper lidt af i pedalerne mens jeg tager en bid af en bar får de et hul, og jeg må igen forgæves forsøge at lukke det. Jeg er nu igen alene i vinden, drejer til højre ud på en større asfaltvej, og lidt efter svinger ruten igen til venstre mod vest og mod en skov.

Da jeg er nået ud på den anden side af skoven igen kommer en gruppe på 4 op til mig, og jeg hægter mig på dem. Vi kører igen på en større asfaltvej og en af gutterne signalerer, at vi skal køre omkring hinanden og således skiftes til at tage føringer. Det går også fint et kort stykke, men da jeg kommer op i anden position tager gutten foran mig en lang føring.

Da han endelig slår ud rammer vi et singletrack i det sidste skovstykke, hvor det er umuligtfor mig at slå ud. Så jeg banker afsted på de fede, men tunge skovstier med de 4 svenskere på bagparronen. Jeg har lidt på fornemmelsen at det var dumt af mig at køre forrest ind i skoven, men skaden ER sket.

Da vi kommer ud på de sidste 2 km mod mål, hvor stierne igen bliver brede, åbner svenskerne op for tempoet og jeg bliver desværre sat. Jeg cruiser mod mål langs vandet hen mod fortet og kan endelig se en ende på løbet. Da jeg passerer startområdet før den sidste sløjfe hen til mål ser jeg Jan P. køre fra cykelvasken, og jeg råber ham an.

Målstregen passeres og jeg stopper for at få afmonteret og afleveret min chip, som ganske ireglementeret, er sat fast i det forreste velcrospænde på min sko med en plasticstrip. Med hjælp fra en official bevæbnet med en brødkniv får jeg chippen af, og skoen på igen. Kristine Nørgaard står ved barrieren med laurbærkrans om skuldrene, og jeg får sagt tillykke med sejren.

En svensk pige giver mig en guld medalje, og en anden rækker mig en pose med bl.a. en plade chokolade, som hurtigt bliver sat til livs. Nu hvor jeg begynder at slappe lidt af kan jeg rigtig mærke hvor meget jord jeg har i øjnene. På de sidste km er smatten på mine bare ben tørret ind til en hård skal, og det støver når jeg forsøger at skrabe det af.

Det viser sig senere, at jeg er kommet i mål i tiden 04:33:35, som nr 38 i herre elite og nr 63 af 537 gennemførende på 100 km distancen. En tid og en placering, som jeg er rigtig godt tilfreds med.

På trods af de hårde forhold og den megen mudderkørsel er jeg helt sikker på, at det ikke er sidste gang jeg har deltaget i BST.

Se alle resultater på www.bockstensturen.nu