for

Profil

Af Michael Frederiksen, 8. februar 2008

profil-fotoNavn: Michael B. S. Frederiksen

Født: 10. juli 1976 i Viborg

Bopæl: Århus

Bor sammen med Marie

Uddannelse: Bygningsingeniør

Har kørt MTB siden 1995

Vægt: 68 kg

Højde: 183 cm

DCU status: Herre B (UCI: Herre Elite)

 

Min interesse for mountainbiking begyndte i 1995. Et par af mine gymnasie venner overtalte mig til at købe en mountainbike. Min første MTB var en Marin Pine Mountain hard tail med stiv gaffel og Shimano XT. I begyndelsen handlede det bare om at finde nye stier og udfordre op- og nedkørslerne. Op og ned af de samme stigninger og nedkørsler indtil det lykkedes at køre dem. Min gode ven Kristian fik mig til at køre et par løb, men det blev aldrig rigtig seriøst.

I 1998 flyttede jeg til Århus for at læse til ingeniør og her begyndte jeg at køre med Århus Mountainbike Klub “ÅMK”. Og her startede jeg med at køre MTB løb. I 1999 fik jeg min første licens og begyndte at køre mere seriøst. I 2000 rykkede jeg op i B-klassen og i 2001 kørte jeg alle de løb jeg kunne komme til.

I august 2001 fik jeg mulighed for at komme til San Francisco i Californien og tage 16 måneders ingeniørpraktik. Her kørte jeg de fantastiske spor i Tamarancho i Marin County sammen med min Canadiske ven Brad Sevenko. Og min ven og kollega Casey Bowden introducerede mig til de fede spor i Santa Cruz Mountains. Det blev også til deltagelse i Skyline Mountain Bike Race i Napa Valley, hvor der tidligere blev kørt worldcup og i løbet “Test of Metal” i Squamish i British Columbia, Canada. Begge meget store oplevelser med udfordrende terræn.

Efter min hjemkomst til Danmark i december 2002, stod færdiggørelse af studiet på programmet. Og efterfølgende handlede det om at finde et job og et ståsted som ingeniør. Så det er desværre ikke meget MTB jeg fik kørt fra 2003-2006 – utroligt som tiden er gået…. I 2003 kørte jeg dog et enkelt løb i sport klassen. Ellers er det kun blevet til hyggeture.

Men siden slutningen af 2007, har jeg påny fundet tiden til at køre XC ræs og det er mine oplevelser på mountainbike, jeg fremover vil dele med jer her på bloggen.

Efterlad et svar

Panorama Theme by Themocracy