Det blev til en 9. plads ved dagens 2. afdeling af Shark Cup Proof of Life. Løbet blev kørt i Rold Skov ved Skørping på en rute, der især kaldte på styrke til at træde den store klinge på de lange grusvejsstykker, samt teknikken til at styre cyklen over, rundt om og gennem rødderne i granskoven.

Feltet klar til start (læg mærke til den blå trøje i højre side) Foto: coppi.dk
Jens Frederiksen og jeg ville køre en prøveomgang som opvarmning, men nåede ikke så langt. Skiltningen virkede lidt forvirrende og vi var ikke klar over om vi kørte i den rigtige retning. Men forklaringen skulle følge. Løbet startede nemlig med en masterstart, og derfor var skiltningen fra starten ikke helt klar. Så det blev desværre til en koldstart for vores vedkommende…
Masterstarten blev ganske spændende. De knap 200 ryttere skulle følge efter en bil ud ad et langt grusvejsstykke, hvor løbet på et tidspunkt ville blive givet fri. Det var en ren positionskamp der udspillede sig og der var en del råben i feltet. Ca. 1 km ude ad vejen punkterer løbets førende rytter i den gule trøje og må ud i rabatten for at pumpe. Lidt længere fremme vælger masterbilen at stoppe helt op. Tilsyneladende for at vente på den gule trøje. Men pludselig speeder bilen op og dytter som tegn på, at løbet er givet frit.
Feltet flyver frem ad grusvejen og farten bliver hurtig høj. Men så rammer vi dagens hårdeste stigning, en lang grusvejsbakke der ingen ende vil tage. Pulsen ryger straks op på 186 og jeg kigger efter et godt hjul at tage. Lidt fremme ad stigningen vælger jeg dog at holde lidt igen og finde mit eget tempo. Da vi endeligt rammer single trailet i granskoven ligger jeg blandt de 15 forreste.
Ruten har ikke så mange højdemeter, men tilgengæld byder den på en masse rodfyldt single trail. Det er altid svært at finde et godt flow i granskov og det bliver ikke lettere af at ruten er tung efter en del regn. Men jeg syntes det går rimeligt fint i skoven og især kan jeg igen finde min styrke på stigningerne. Benene føles friske, så i dag er det pulsen det sætter grænsen.
Jeg kan desværre slet ikke få fart i cyklen på det lange grusvejsstykke. Jeg forsøger at finde et godt tråd, men må se mig overhalet af flere konkurrenter. Heldigvis lykkes det mig at hente det tabte igen inde på skovstierne.
Efter løbet gør det godt med den varme suppe og vi hygger os med de andre deltagere med snak om dagens bedrift, dækvalg og meget mere. Solen skinner og endnu en god dag med mountainbiking er vel overstået. Nu skal cyklen (og manden) bare vaskes.
På torsdag går det løs med ÅMKs Night Ride Cup, som jeg er arrangør af og som jeg derfor ikke skal køre. Tilgengæld er jeg igen i kamp næste søndag, hvor 4. afdeling af Pronghorn MTB vintercup køres i min fødeby Viborg. Det glæder jeg mig til!